onsdag den 14. april 2021

Påskeægsstrik

Jeg har haft en dejlig påskeferie i selskab med min svigerfamilie i Søndervig. Vejret bød på lidt af hvert - både sol og sne. April er en sær størrelse - du ved aldrig helt, hvad du kan forvente. 

Vesterhavet ved Søndervig

Hverdagen er i gang igen med både hjemmeskole og arbejde (af og til på kontoret vel at mærke).

Mit påskeæg holder lidt længere end til påske - det går støt fremad, men der er stadig mange masker trods indtagninger på hver 2. pind. Jeg fornemmer dog, at pindene virker knap så lange, som de har været, og jeg har taget hul på det 3. fed garn ud af 4, og lige pludselig går det nok stærkt. 

Indtil videre ser det lovende ud, og jeg glæder mig til at se det færdige resultat.

Færø sjal fra Garna - påskeægget :-)

Og mens jeg strikker, kan man jo begynde at overveje, hvad det næste projekt skal være. Jeg tror, at det bliver noget til Mødrehjælpskassen, så jeg kan få nedbragt garnlageret en smule. Det har det med at vokse helt ubemærket, hvis jeg ikke har fokus på at få brugt noget af det. 

tirsdag den 16. marts 2021

Gang i symaskinen og en sød lille pingvin

Min hæklegruppe var samlet forleden aften online, og det kom der denne lille pingvin ud af. Det er en nøgleholder, hvor du kan "trække" nøglerne ind i. Opskriften findes her.

Er den ikke sød?

Og så har jeg haft gang i symaskinen og er kommet så langt, som jeg kan med Clemence nederdelen fra Tilly & the Buttons. Jeg skal have sat en usynlig lynlås i, og der skal en speciel trykfod til. Den er på vej med posten sammen med stof til joggingbukser til drengene. 

Jeg har valgt sommerfarver til min nederdel, så den kan bruges her i foråret og hen over sommeren. Jeg er meget spændt på, hvordan den kommer til at passe, da den er syet efter mål... Men indtil videre ser det fornuftigt ud. Den er med lommer, hvilket jeg har store forventninger til - jeg savner tit lommer i kjoler og nederdele, og her kan man faktisk ikke se, at de er der.

Stof klar til klipning

Rynkning + linning - lidt svært

Så langt så godt

Jeg strikker fortsat på mit sommersjal, og enden er nær. Der er kun lidt garn tilbage, og der er rigtig mange masker pr. pind, så 1 pind tager lidt tid. Nu skal jeg så blot beslutte mig for en afsluttende kant. Jeg tror, at det blot bliver 4 pinde ret for at holde det enkelt. 

Sommersjalet

Og som de siger i tegnefilmene: That's all folks. For nu i hvert fald :-).

fredag den 5. marts 2021

Forår og påskeæg

Så tænker du nok, at der er længe til Påske - jo, men man må vel godt være i god tid. Jeg har bestilt et af Garnas påskeæg til mig selv - et strikkekit til et smukt og stort færøsk sjal. Det var en skøn pakke at modtage i en tid, hvor det hele godt kan blive lidt trist, når man går i den samme trummerum uden alt for meget afveksling.

Garna påskeæg

Og så er symaskinen ankommet, og den er blevet afprøvet på et par småreparationer. Nu studeres der symønstre mv., så jeg kan komme i gang med et lidt større projekt. Måske en kjole til mig selv eller joggingbukser til drengene. Jeg har ikke helt besluttet mig endnu.

Den nye symaskine

Jeg nyder det dejlige solskin og forårets komme. Jeg er dog lidt coronatræt som de fleste andre. Det tærer lidt på overskuddet, men jeg håber og tror på, at det bliver godt igen. Det må bare meget gerne være snart.