onsdag den 8. november 2017

Fasterstrik

Min søde niece har fået en vintertunika - den er karrygul i blødt lækkert og vaskbart merinould. Det har jeg nemlig aftalt med hendes mor :-).

Opskriften er denne, og jeg har tilladt mig at ændre en anelse, da min version bliver ensfarvet. Man kan vel kalde det personligt præg. 

Startede med nogle nøgler garn - strik strik strik
Det endelige resultat :-)
Det blev også til en hue efter opskrift fra Klompelompe, men den blev afleveret straks ved færdiggørelse, så den må I tænke jer til.

Nu er jeg uden strikketøj - meget mærkeligt - men jeg skal bare lige finde det rigtige at kaste mig over. Indtil da hækles der firkanter.

onsdag den 11. oktober 2017

Efterårsstemning

På dette tidspunkt af året trækker vi igen indenfor, og for en nørkleentusiast som mig betyder det også mere tid til at strikke og hækle. Det er slet ikke så tosset. 

Halloween-pynten er på plads, og en græskarlygte pynter uden for døren. Det er ren hygge, eller måske skulle man sige uhygge... Yngstemand synes dog, at vi sagtens kunne have mere pynt, men der er vist grænser for, hvad vi har plads til...



Min Sweet as Honey cardigan skrider støt fremad, og jeg er nu godt i gang med bærestykket. Jeg er ret så spændt på det færdige resultat, for nu ville den også bare være god at have, for der har allerede været ret kølige dage.


Dog ser det ud til, at det skal blive lidt lunere igen, og det gør jo heller ikke noget, så længe at det ikke bliver voldsomt vådt.


søndag den 24. september 2017

Æbler og honning

Nu kunne man godt forledes til at tro, at det kun handler om noget spiseligt, men jeg tvivler på, at strikkede ting smager godt.

Vi har virkelig mange æbler, så i forsøget på at få brugt nogen, inden de går til, blev 6 stk. æbler til 24 muffins - dog uden honning. Hvis man tæller efter, mangler der 2 - drengene skulle lige smage :-).

Ifølge drengene er de gode, så jeg tager dem med til kollegerne i morgen. Så håber jeg bare, at de kan lide dem.


Ældstemand har også bestilt æblemos, så det må være næste projekt, og så må og skal jeg have bagt en æbletærte. 

Der bliver også strikket. Første ærme til Sweet as Honey er godt på vej. 


Og mon ikke et par pinde står godt til en æblemuffin senere.

tirsdag den 19. september 2017

Vrrmmm - hverdagen suser af sted

Det går frygtelig stærkt for tiden, hvor der er masser af arrangementer og fart på på jobbet. Den foregående weekend har været skøn med afslapning og tullen rundt derhjemme, og den kommende weekend er også uden de store planer, og det bliver godt at få styr på noget af alt det, som har lagt stille de sidste uger.

Jeg får dog strikket en anelse ind imellem - det er mit åndehul i den for tiden meget travle hverdag :-). Jeg er næsten færdig med bullen på Sweet as honey, og så skal der strikkes ærmer. Det går langsomt - men fremad.


Nu skal der hygges med yngstemand, for vi er alene hjemme :-D.

onsdag den 23. august 2017

Uglevanter og sød som honning

Uglevanterne er blevet færdige, og de passer ældstemand godt. De var en anelse for små til mig, og så var han hurtig til at sige, at dem ville han da godt ha'. 


Og så må der jo noget nyt til. Garnet til Sweet as Honey fra Drops har ligget og fristet nogle dage, og jeg er nu godt i gang. Der er mange diagrammer at holde styr på, men jeg regner med, at flere pinde får det ind under huden. Farven er sart grågrøn, som jeg havde satset på. Det kommer dog til at vare lidt, før jeg er færdig. Det er et større arbejde, men med 1 maske ad gangen når jeg nok i mål på et eller andet tidspunkt.

 


Yngstemand har bestilt et par røde sokker, så det bliver nok et nebenprojekt til trøjen, når jeg får brug for at strikke noget mere enkelt og hurtigt ;-).

tirsdag den 8. august 2017

Riddari og en uglet affære

Langt om længe har jeg fået vasket Riddari - den islandske sweater. Den er en anelse stor, men oversize er jo in, så mon ikke det går. Ellers må jeg finde en aftager med længere arme end mig :-).


Og så var der den uglede affære. Jeg er ret vild med uglemotiver og ugler, så da jeg så opskriften på disse på Ravelry, så var der ikke noget at gøre. Mintfarvet garn indkøbt i Skotland og koksgråt lagergarn blev fundet frem. 


Jeg må holde tungen lige i munden, for mønsteret er ikke helt nemt, men so far går det. Jeg har heller ikke gjort det nemmere ved at forsøge mig med en lettisk snoning nederst og øverst på manchetten. Jeg måtte bare prøve, for jeg synes, at det er en ret fin detalje.

tirsdag den 1. august 2017

En sommer fløj forbi

Sommeren er fløjet af sted. Vejret har ikke været noget at prale af, men køkkenhaven bugner med gode sager, så helt skidt er det ikke.

Der bliver stadig strikket og hæklet lidt, dog ikke i så stor stil, da andre sommersysler har været på spil. Der holdes øje med løgene i køkkenhaven, for mon de ikke snart skal op af jorden, så de kan blive tørret. Der trækkes fine gulerødder op næsten dagligt, og der spises ribs direkte af busken.



Det er nu godt nok. Dog må der også pinde og garn til - jeg strikker sokker i Regia strømpegarn erhvervet i denne lille butik i Edinburgh. Der var det sødeste personale, og vi fik kigget os godt omkring.




Trods skotsk garnindkøb har jeg dog dristet mig til at bestille garn til denne lille sag, som jeg glæder mig meget til at strikke.

fredag den 16. juni 2017

Hækle, strikke, hækle, strikke

Jeg strikker, og jeg hækler for tiden. 

Jeg hækler Rosie Posie firkanter af mit tynde bomuldsgarn - det er skønt, når det er varmt. Det kommer til at ligne farverige solsikker i det grønne, og det er sommerligt og hyggeligt.


Jeg strikker en skøn islandsk sweater, Riddari, når den danske sommer er lidt kølig. Så trænger jeg til strikkepinde og uld. Det er en herremodel, men jeg regner med, at den også kan bruges til kvinder. Måske til mig selv - vi får se.


Og så er jeg så småt ved at overtale mig selv til, at indkøbsstop ikke er så strengt nødvendigt mere. Måske når vi rejser til Skotland til sommer, kunne man muligvis finde en garnbiks i Edinburgh - det skal prøves :-). 

tirsdag den 6. juni 2017

Lyn og torden

Thor er rigtig ude med hammeren denne aften. Regnen vælter ned, og det tordner og brager. Så er det jo godt, man kan sætte sig godt til rette i sofaen med pc'en i skødet og forfatte et blogindlæg.

Der bliver både strikket og hæklet - det kniber dog bare med blogtid også. Der er rigtig meget, der skal nås her op til sommerferien, bl.a. en del arrangementer med børnene og yngstemands fødselsdag ej at forglemme. 

Futte - bestillingsarbejde fra yngstemand
På opfordring fra Oscar har jeg hæklet en lille hund, som nu er døbt Futte. Vi taler ikke om, at halen og andre dele sidder skævt. Oscar vil ikke lade mig rette det, og så er Futte jo på den måde helt sin egen, for skævhed er svær at kopiere :-).

Hendes Verdens restehæfte fra i sidste uge kom vældig belejligt, for der var sørme garn til en vest str. 2 år. Måske til niecen - måske til gavekassen - vi får se.

Vest i rester af dobbelt strømpegarn, str. 2 år
Og så var der jo lige det med kludestrik. En blå klud er på pindene, og inden længe er den nok også færdig. 

Blå klud i bomuld, p 3,5

Så er spørgsmålet bare, hvad jeg så skal kaste mig over. Må konsultere lageret og så i tænkeboks - et nørkleprojekt skal det nok blive til.

mandag den 22. maj 2017

Sokkestrik og haveliv

Der har været lidt stille her på bloggen. Der har nemlig været fart over feltet de seneste uger. Det lysner dog lidt - Kr. Himmelfart + 1 fridag fredag = lang weekend. 

Ungerne drager af på ferie hos mormor og morfar onsdag eftermiddag, så manden og jeg har et par dage alene. Manden skal dog til Horsens til koncert torsdag, så jeg får kvalitetstid med strikkepinde, garn og britisk krimi i kukkassen, indtil han og en kammerat skal hentes. 

Det lyder ikke helt dårligt i mine ører :-). 


Lige p.t. strikker jeg sokker. Jeg så mønsteret på et billede og mente, at det kunne jeg nok gøre efter - dog har der sneget sig en fejl ind i mønsteret på foden. Jeg lever dog med det, da sokkerne er til mig selv, og så gør det ikke så meget. Man kan vel kalde det en øvesok. Jeg vil forsøge at gøre det rigtigt på sok nr. 2 - der er dog ingen garantier ;-). Garnet er naturligvis fra lageret.

Det virker helt tosset at strikke sokker i det skønne forårsvejr. Vi nyder haven, som nu er frodig og grøn - det er så lækkert. I køkkenhaven er der nu blomster i jordbærplanterne, ærter, gulerødder, radiser og løg er kommet op og giver håb om lækkerier inden så længe.


fredag den 28. april 2017

Nye løbesko og strikkefremgang

Så er der indkøbt nye løbesko. Jeg kan dog ikke få dem afprøvet før på tirsdag. Jeg har nemlig fået fjernet et modermærke, og jeg må først løbe, når tråden er fjernet igen. Lidt surt, når jeg lige var nået til at løbe ca. 5 km ad gangen.

Er de ikke fine?

Jeg får også strikket lidt på sommerblusen, og nu er jeg nået til ærmerne. Måske når jeg at blive færdig inden sommer ;-).

For- og bagstykke

Og nu er jeg så heldig at have en forlænget weekend, for arbejdet kalder først på tirsdag. God weekend derude.

fredag den 14. april 2017

Skånestrik

Sommerblusen er lige sat på standby, indtil min hånd er fit for fight igen. Jeg strikker mindre projekter i uld - det er knap så hårdt som at strikke i bomuld.

Jeg har fået lavet et par babyfutter - dog med skønhedsfejl, så er ikke 100% tilfreds. Måske ryger de i gavekassen, hvis en vask gør noget godt. Ellers bliver de noteret som et øvelsesprojekt, og så må jeg prøve igen og læse opskriften rigtigt.


Bunden i gavekassen er ved at være dækket, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke har tænkt på at gøre dette noget før. Det gør underværker ved lageret i form af nedbringelse af mængden af garn og dermed mindre dårlig samvittighed ved at købe mere. Man skulle jo nødigt gå ned på garn. Jeg har dog stadig indkøbsstop. Der lægger garn til en hel islandsk sweater på lager og en hel del strømpegarn. Overvejer faktisk at få strikket et par strømper i fair isle - nu må vi se.


Jeg så en opskrift på en nem hue på Ravelry, og jeg strøg op på lageret og fandt noget lækkert blødt rødt garn. Nu er huen på pindene, og hvis den ellers kommer til at passe, er den til yngstemand, som elsker rød.


Det går ikke så hurtigt, da jeg helst ikke vil overbelaste hånden, men det går, da det er på pind 4, og garnet er pænt tykt.

mandag den 10. april 2017

Av min hånd

En tur med kosten på fliserne fik en sene i min højre hånd til at værke, og lægen har beordret ro. Jeg kan dog strikke - bare ikke så længe ad gangen. Og det er temmelig frustrerende, når man nu har påskeferie og tid til at nørkle...

Jeg får strikket lidt på sommerblusen - det går langsomt fremad.


Jeg forsøger at have fokus på det, jeg kan uden kontant afregning med en smertende hånd. Gulvvask og fejearbejde er udelukket, så det må mand og børn klare. 

Jeg kan løbe, og jeg har løbet 5 km i dag, og det er virkelig længe siden, at jeg har prøvet det sidst. Jeg var helt høj bagefter, så lidt optur er der da. 

I morgen skal græsplænen have en omgang gødning - det forventer jeg også er uden udfordringer i forhold til hånden.

tirsdag den 4. april 2017

En god blanding

Der bliver nørklet på lidt af hvert. Hæklenålen har været i sving, og der er også noget på pindene. Denne lille nusseklud er hoppet af hæklenålen. Den finder nok vej til gavekassen. Hvis jeg laver en igen, vil jeg nok hækle selve oldemorfirkanten lidt større.


I vores lille hæklegruppe har vi færdiggjort det første projekt - nemlig en lille ugle. Min kom til at se sådan her ud. 


Nu skal vi i gang med næste projekt - men det er svært at vælge. Måske skal vi sidde med noget forskelligt - det ser vi lige til.

Og så var der jo lige de der strikkepinde - der sidder let sommerstrik med masser af luft. Farven er knaldorange, og jeg håber, at det kommer til at matche med mindre bleg hud og en hvid top under.


Det går rundt og rundt, og for ikke at gå død i det, så putter jeg små projekter ind imellem. Næste lille projekt skal vist være et par babyfutter, som jeg har luret på et stykke tid.

onsdag den 22. marts 2017

Lusekoften

Så blev lusekoften færdig, og der var rigeligt med garn. Jeg kunne sagtens have strikket den 1 størrelse større. Nu er den her - i størrelse 6-9 måneder. Den virker dog lidt stor, så nok mest 9 måneder, og det er helt fint. Den skal en tur i vaskemaskinen og så i gavekassen.


Og så må jeg sande, at strikkepinde i træ ikke skal ligge i sofaen, når de ikke er i brug. Mine gode KnitPro pinde str. 3 er røget sig en tur. Jeg er ikke i tvivl om, at de skal erstattes af 1 nyt par. Det er bare irriterende... Suk.


Næste projekt bliver formentlig en luftig bluse i orange bomuld. Dog får jeg nok først startet op på den i morgen, for i aften skal hæklenålen motioneres i godt selskab :-).

torsdag den 16. marts 2017

Slutspurt

I går aftes satte jeg slutspurten ind på Asta, og jeg nåede målstregen, inden det blev alt for sent. Du kan se resultatet her:


Jeg er selv okay tilfreds - den skal lige en tur i vaskemaskinen, og så er den klar til brug.

Jeg kan dog ikke være uden strikketøj eller andet nørkleri ret længe ad gangen, og jeg har da også slået masker op til en lille lusekofte velvidende, at der måske ikke er nok garn. Jeg tager chancen og krydser fingre for, at det går. 


Der er kun godt 1 nøgle af det mørkebrune garn, så jeg har kun slået op til den mellemste størrelse, nemlig 6-9 måneder. Den kommer i gavekassen, hvis resultatet bliver godt.

mandag den 13. marts 2017

Forårsfornemmelser

Til trods for at husstanden stadig er påvirket af en ondsindet forkølelse med host, nys, øm hals og snot i lange baner, så kan vi ikke komme udenom, at foråret er her. 

I går var jeg i haven, hvor der var smukke tegn på forår, både erantis og krokus i fuld flor. Der var masser af knopper på grenene, og græsset er ved at rejse sig gennem mosset, som der p.t. er mest af. Det var skønt at være ude et par timer uden at være pakket ind som en mumie. Selv solen tittede frem. Sankthans-urten blev klippet ned, og der er allerede nye skud på vej. Jeg håber på, at vi får fint vejr i weekenden igen, så yngstemands ønske om et bål kan efterkommes.

Der bliver dog også strikket - Asta er godt på vej, og jeg mangler kun lidt på ærme nr. 2. Billedet er dog taget, da jeg var næsten færdig med det første ærme.


Jeg er godt tilfreds med resultatet indtil videre, og måske kan den bruges, når vinterjakken er lidt for meget, og ingen jakke er for lidt. 

lørdag den 4. marts 2017

Sofahygge

Som du nok har regnet ud, er jeg helt og aldeles afhængig af at nørkle, så derfor er denne lørdag eftermiddag særlig god. Der er sofahygge til mor med film, håndarbejdshæfter og strikketøj. 



Vi småskranter lidt allesammen med noget forkølelse og træthed, og så kan man lige så godt lægge sig fladt ned og holde aktivitetsniveauet nede. 

Dog er det blevet til en tur på biblioteket og i Fakta. Aftensmaden er totalt politisk ukorrekt, for menuen står på pandekager med jordbærmarmelade og sukker. Der var nemlig vist noget med, at det for nylig var international pandekagedag - det fejrer vi så bare i dag.

Jeg strikker stadig på Asta. Jeg er dog ikke fuldstændig strikkemonogam.


Jeg har nemlig den her idé om, at mit absolut veludstyrede lager også skal nedbringes, og så går det jo ikke helt hurtigt nok, når man kun har gang i et projekt. Derfor får jeg også nørklet lidt små projekter, som med tiden skal fylde en æske med ting, som kan bruges til gaver eller doneres til et godt formål, eks. Mødrehjælpen. Indtil videre er det blevet til en hue og et par babysokker.


Lige nu har Asta min opmærksomhed, da jeg lige skal have kigget på lageret, så jeg kan se, hvad der er at gøre med. Jeg har en idé om, at det skal være en lusekofte str. 1 år - lageret dikterer dog, om det kan lade sig gøre. Vi får se.

fredag den 24. februar 2017

Stryta og striber

Der har været lidt tavshed på bloggen pga. vinterferie og masser af aktiviteter her i ugen. Det har været skønt med nogle dage fri i sommerhus med svigerfamilien og masser af fødselsdage. Min niece er blevet 1 år - huhej hvor det går.

Den islandske sweater, Stryta er færdig og afleveret til modtager, som heldigvis var godt tilfreds. Som I kan se, så passede den også. Dog var jeg lidt i tvivl et øjeblik, da jeg havde vasket den i koldt vand - den blev kæmpestor. Jeg sank en klump og puttede den i vaskemaskinen på 30 grader uldprogram, og så var størrelsen straks mere passende.


Nu har jeg gang i flere striber - denne gang Asta fra Yndingsstrik 3. Det er 2. forsøg, da jeg første gang havde overset, at der var en fejl i opskriften. Heldigvis var rettelsen at finde på Önlings hjemmeside, og nu ser det lige pludselig mere rigtigt ud.


Dog får jeg ikke strikket så meget denne fredag aften, da den skal tilbringes sammen med mødrene i yngstemands klasse. Vi skal på italiensk restaurant, og der kan også blive plads til et glas vin eller to, da jeg og en anden mor tager bussen :-).

onsdag den 8. februar 2017

Stryta - næsten i mål

Så varer det ikke længe, før den islandske sweater er færdig. Det går superhurtigt på de tykke pinde. Jeg er så spændt på det færdige resultat.


Det har været fantastisk at se mønsteret på bærestykket vokse sig frem på pindene. Det er det, som jeg virkelig godt kan lide ved mønsterstrik - det at følge et diagram og se det komme til live i maskerne.


Så er det jo godt, at jeg har indtil flere strikkebøger med mønsterstrik. Næste projekt bliver dog nok ensfarvet. Mit grå merinogarn skal omsættes til en sweater med lidt struktur i. Mønsteret er fundet - dog har Stryta førsteprioritet, da jeg skal være sammen med modtageren i næste uge, og så skulle den jo helst være helt færdig.

onsdag den 1. februar 2017

Stryta - en islandsk sweater

Så kom jeg i gang med den islandske sweater, og nu håber jeg virkelig, at den falder i modtagerens smag. Det går bare derudaf, og jeg er nu i gang med et første ærme.



Jeg kan personligt godt lide retro-stilen med de orange pletter. Jeg er superspændt på, hvordan bærestykket kommer til at se ud, for der er en del mønster, så det kan kun gå for langsomt med at få ærmerne færdige. Så skal det hele nemlig samles, og så skal der strikkes mønster. Jeg glæder mig.

fredag den 20. januar 2017

Pausestrik - venter på garn

Så er næste projekt sat i søen - garnet er bestilt. Nu er det bare at vente, og så kan man jo strikke sig en klud.


Min mands niece kunne godt tænke sig en islandsk sweater, og selvfølgelig gør jeg forsøget. Der skal strikkes med 3 farver nogen steder, så jeg har også investeret i et strikkefingerbøl, så det forhåbentlig går lidt nemmere. Det går fint med at holde styr på 2 farver - ved 3 har man bare ikke helt fingre nok til at holde styr på trådene. 

Glæder mig til, at garnet kommer - det er altid spændende at få garnpakker. Det er alt for længe siden sidst :-). Og så taler vi slet ikke om, at lageret er mere end veludstyret...

søndag den 15. januar 2017

Småt, men godt

Jeg strikker fortsat småt. Forsøgte mig med at starte på en trøje. Der var fejl i opskriften, som jeg ikke lige var opmærksom på, og så måtte jeg jo pille op igen. Regner med, at det er tegn på, at jeg stadig skal nørkle småt, og det gør jeg så.

Ældstemand har fået et par nye halvvanter i vævestrik, så der kan spilles Pokemon Go i kulden. Yngstemand vil gerne have en rød ribhue, for sådan en har storebror i blåt og hvidt stribegarn. Alt dette mens jeg varmer op til et lidt større projekt. 


Og så har jeg fået vasket og blokket skyggesjalet, og sikke en forskel. Det er blevet så godt, hvis jeg selv skal sige det.


Jeg har 2 muligheder til næste projekt - det ene kræver garnindkøb og det andet har jeg garn til... Overvejer mens jeg strikker 4 ret og 2 vrang rundt og rundt til yngstemands røde hue.

onsdag den 4. januar 2017

Små nørklerier

Som nævnt sidst var der trang til mindre projekter, som hurtigt kunne gøres færdige. Som sagt så gjort. Et par babysokker, en djævlehue og en lille ugle udgør nu barselsgave til en god kollega. Uglen blev til med Barnaby på iPad'en, og så bliver det da ikke bedre :-).



Og nu er der en strikket klud på mine nye KnitPro-pinde, som jeg blev begavet med til min fødselsdag. De er så lækre. Fik også et sæt hæklenåle, som blev taget i brug til uglen - det er så skønt med nyt udstyr ;-).


Måske bliver jeg også helt bidt af kludedillen, for det går dejlig stærkt.