torsdag den 28. januar 2016

Tungen lige i munden

Det går fremad med yngstemands trøje trods lidt turbulens pga. sygdom herhjemme, men jeg er fortrøstningsfuld - det går nok alt sammen.

Indtil videre er jeg stadig helt tosset med farvekombinationen, og den unge mand er heldigvis også godt tilfreds.



Nu håber jeg bare, at der er garn nok... 

Og så er denne landet på matriklen. 


Jeg vil gerne sy lidt mere, uden at det bliver helt vildt avanceret, men enkelt og flot. Jeg har læst og bladret lidt, og jeg er vild med modellerne og Tillys måde at forklare tingene på. Der er noget, som jeg vil gøre anderledes, men ellers er det ret nemt at forstå. Ellers er jeg sikker på, at min mor ville kunne hjælpe mig videre - hun er en haj til at sy. 

Nu skal jeg bare have planlagt stofindkøb - måske i vinterferien, hvor drengene er hos min mor og far.

mandag den 25. januar 2016

Krydser fingre...

... for at der er garn nok til dette projekt - en trøje til yngstemand.
Jeg har været på lageret for at finde garn, og det bliver spændende at se, om der er nok. Jeg håber det, men ellers må jeg være kreativ på bærestykket.

Marius-kjolen er færdig og mangler bare at blive vasket. Er helt vild med de farver - mørkebrun bund, blommefarvet og hvid til mønster :-). 
Håber også, at den falder i god jord hos modtageren.

onsdag den 20. januar 2016

Marius Strikkebogen - en dejlig julegave

Til jul fik jeg Marius Strikkebogen, og der er både stort småt, så jeg har været i gemmerne for at finde garn til et par projekter.

Første projekt var en hue til manden min - han er på ingen måde til mange farver, men grå og sort er ok. Her er resultatet, og den er afprøvet, da der skulle ryddes sne i går aftes :-).
Andet projekt er en lille ærmeløs kjole med knapper, str. 9 måneder, og det bliver nok en ekstra barselsgave til genboen. Indtil videre er jeg ret godt tilfreds, men også spændt på det færdige resultat.
Nu kalder sofaen, Marius-strik og en film, inden jeg skal se dyner.

lørdag den 16. januar 2016

Færdig storesøstergave og weekend efter en travl uge

Så blev storesøstergaven til genboens datter færdig. Den mangler lige at blive vasket, så den ser lidt nusset ud, men det skal nok rette sig.



Jeg har haft supertravlt på jobbet i denne uge, og herhjemme var der lige lidt mere end ellers, så jeg er glad for, at det er weekend. Vi skal ikke noget, så der er plads til lige, hvad man har lyst til. Jeg tænker, at det bliver noget med strik og en masse te, mens jeg nyder det smukke, kolde vintervejr herindefra.

Jeg strikker på mit restetæppe - ved ikke lige, hvad jeg skal gå i gang med, men det kommer nok.

Må ud og sætte vand over til te - ældstemand har reddet sig en forkølelse, så te må der til.

lørdag den 9. januar 2016

En hyggestund

Sidder her i vores køkken og strikker, inden aftensmaden skal tilberedes. Menuen står på tomatsuppe med suppehorn, bacontern og nybagte flutes.




Vaskemaskinen suser derudaf, og indholdet er snart klar til at ryge i tørretumbleren. Jeg hygger og nyder roen. Lørdag eftermiddag lige som jeg kan lide det :-).

fredag den 8. januar 2016

Velkommen til

Jeg har længe gerne villet blogge, og nu kaster jeg mig ud i det.

Strikkepuslerier er meget sigende for bloggens indhold - jeg strikker og er dybt afhængig. Jeg har nærmest altid gang i noget, der involverer garn og pinde og en sjælden gang imellem hæklenål. Jeg forsøger mig også med symaskinen, men strik er det primære.

Jeg er gift og har 2 drenge på 5 og 7 år og er baseret i Midtjylland, hvis vi lige skal have det på plads også.

Og hvad har jeg så gang i... Jeg er i gang med en storesøstertrøje til genboens datter, som bliver storesøster om kort tid. 

Jeg har brugt lidt tid i juleferien på at rydde op i mit garnlager og faldt over 5 nøgler Drops BabyAlpaca Silk, og 3 af dem blev dedikeret til dette projekt.


Jeg er godt i gang med ærme nr. 2, og så skal det hele samles, og så er det bare i gang med bærestykket. Den kradser med garanti ikke, så jeg håber, at den unge dame på snart 3 år synes, at det er noget.

Pt. nyder jeg, at det er blevet lidt vinter i Danmark, og der er også kommet lidt sne. Det er skønt at kunne lufte uldtrøjerne og pakke vores 2 drenge ind i hjemmestrik - dog bomuldsblanding, da uld altså kradser, uanset hvor blød en version det er... Suk. Men vanter, huer, sokker og veste uden på tøjet kan gå an.