mandag den 22. februar 2021

Vinterferie med masser af hygge

Vinterferien er netop forbi, og vi har bl.a. været på bjergbestigning på Duedal Bjerg og fejret en masse fødselsdage. 

Duedal Bjerg

Og så har vi i den grad været i køkkenet i løbet af ferien. Vi har lavet "sure bånd", skumfiduser og citruskarameller. 

Skumfiduser

Sure bånd

Jeg har lavet rundstykker, som blev ret vellykkede første gang. Anden gang var jeg for utålmodig - de skulle have haft et par minutter mere, så de blev ordentligt sprøde. 

Hjemmebagte rundstykker

Jeg har syet hårbånd, da lokkerne bliver lidt lange, og de kommer ind i ørerne. Der måtte gøres noget, for hvem ved, hvornår det er muligt at komme forbi frisøren igen. 

Undertråd med eget liv

Men ak - symaskinen syede noget træls, og hvad gør man så efter diverse forsøg med smøring og stramning her og der uden nævneværdigt resultat? Man køber da en ny. Nu venter jeg blot på, at den ankommer - forhåbentlig i denne uge.

Commodore huen

Og ja, så strikker jeg også - ældstemand havde ønsket sig en Commodore hue. Som sagt så gjort. Nu er der ønske et sæt tilhørende vanter, hvis der altså er garn nok. Lige pludselig er der masser af projekter i kø.


tirsdag den 9. februar 2021

Os' mig - os' mig

Når nu jeg har strikket et sæt med hue og handsker til yngstebarnet, så måtte jeg også have noget nyt selv. 


Huen til mig selv er færdig, og vanterne er der næsten. Hvis der ellers er ro på i aften, så er de af pindene på et øjeblik.

Huen er strikket efter Fiftyfabulous' opskrift, og vanterne er Viggas fra Garnudsalg. Begge er hurtige at strikke og gode til at få brugt restegarn fra andre projekter. Elsker varianterne af Viggas Vanter - det er bestemt ikke sidste gang, at jeg strikker dem.

Vejret indbyder jo til masser af uldtøj, så man ikke fryser. Jeg kan godt lide det klare frostvejr og sneen, der lyser det hele lidt op. Det hjælper på humøret.

tirsdag den 2. februar 2021

Må man godt ønske sig noget strikket...

... spørger min yngste søn med dådyrøjne og det hele en dag. 

Johh, siger jeg. Hvad kunne du godt tænke dig? 

Et par fingervanter.

Det kunne jeg naturligvis ikke stå for. Lige pludselig er han jo teenager, og så er mors hjemmestrik måske slet ikke sagen. 

Jeg tog fluks knægten med op til garnlageret, så der kunne blive udvalgt garn. Jeg fik meget specifikke instrukser på farveforløbet, og det kom der de her ud af. 

Oscars fingervanter

Der er også til en hue. Jeg har dog fået slået lidt for lidt masker op, så der må trevles op og prøves igen med flere masker, så han kan passe den.

Travlheden på jobbet sniger sig ind på mig igen. Det er kun godt, at der er noget at rive i, for så går tiden bedre, når man har nogle interessante opgaver. 

Yngstemand kan se frem til at komme i skole på mandag, mens ældstemand må blive hjemme lidt endnu. Vi tager det en dag ad gangen og glæder os over, at det går den rigtige vej.