fredag den 28. april 2017

Nye løbesko og strikkefremgang

Så er der indkøbt nye løbesko. Jeg kan dog ikke få dem afprøvet før på tirsdag. Jeg har nemlig fået fjernet et modermærke, og jeg må først løbe, når tråden er fjernet igen. Lidt surt, når jeg lige var nået til at løbe ca. 5 km ad gangen.

Er de ikke fine?

Jeg får også strikket lidt på sommerblusen, og nu er jeg nået til ærmerne. Måske når jeg at blive færdig inden sommer ;-).

For- og bagstykke

Og nu er jeg så heldig at have en forlænget weekend, for arbejdet kalder først på tirsdag. God weekend derude.

fredag den 14. april 2017

Skånestrik

Sommerblusen er lige sat på standby, indtil min hånd er fit for fight igen. Jeg strikker mindre projekter i uld - det er knap så hårdt som at strikke i bomuld.

Jeg har fået lavet et par babyfutter - dog med skønhedsfejl, så er ikke 100% tilfreds. Måske ryger de i gavekassen, hvis en vask gør noget godt. Ellers bliver de noteret som et øvelsesprojekt, og så må jeg prøve igen og læse opskriften rigtigt.


Bunden i gavekassen er ved at være dækket, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke har tænkt på at gøre dette noget før. Det gør underværker ved lageret i form af nedbringelse af mængden af garn og dermed mindre dårlig samvittighed ved at købe mere. Man skulle jo nødigt gå ned på garn. Jeg har dog stadig indkøbsstop. Der lægger garn til en hel islandsk sweater på lager og en hel del strømpegarn. Overvejer faktisk at få strikket et par strømper i fair isle - nu må vi se.


Jeg så en opskrift på en nem hue på Ravelry, og jeg strøg op på lageret og fandt noget lækkert blødt rødt garn. Nu er huen på pindene, og hvis den ellers kommer til at passe, er den til yngstemand, som elsker rød.


Det går ikke så hurtigt, da jeg helst ikke vil overbelaste hånden, men det går, da det er på pind 4, og garnet er pænt tykt.

mandag den 10. april 2017

Av min hånd

En tur med kosten på fliserne fik en sene i min højre hånd til at værke, og lægen har beordret ro. Jeg kan dog strikke - bare ikke så længe ad gangen. Og det er temmelig frustrerende, når man nu har påskeferie og tid til at nørkle...

Jeg får strikket lidt på sommerblusen - det går langsomt fremad.


Jeg forsøger at have fokus på det, jeg kan uden kontant afregning med en smertende hånd. Gulvvask og fejearbejde er udelukket, så det må mand og børn klare. 

Jeg kan løbe, og jeg har løbet 5 km i dag, og det er virkelig længe siden, at jeg har prøvet det sidst. Jeg var helt høj bagefter, så lidt optur er der da. 

I morgen skal græsplænen have en omgang gødning - det forventer jeg også er uden udfordringer i forhold til hånden.

tirsdag den 4. april 2017

En god blanding

Der bliver nørklet på lidt af hvert. Hæklenålen har været i sving, og der er også noget på pindene. Denne lille nusseklud er hoppet af hæklenålen. Den finder nok vej til gavekassen. Hvis jeg laver en igen, vil jeg nok hækle selve oldemorfirkanten lidt større.


I vores lille hæklegruppe har vi færdiggjort det første projekt - nemlig en lille ugle. Min kom til at se sådan her ud. 


Nu skal vi i gang med næste projekt - men det er svært at vælge. Måske skal vi sidde med noget forskelligt - det ser vi lige til.

Og så var der jo lige de der strikkepinde - der sidder let sommerstrik med masser af luft. Farven er knaldorange, og jeg håber, at det kommer til at matche med mindre bleg hud og en hvid top under.


Det går rundt og rundt, og for ikke at gå død i det, så putter jeg små projekter ind imellem. Næste lille projekt skal vist være et par babyfutter, som jeg har luret på et stykke tid.