tirsdag den 5. marts 2019

Motion til hæklenålen med garnrester

Jeg hækler af mine mange garnrester - hæklenålene trængte til motion. Det er indtil videre blevet til en blå læserotte, som yngstemand har taget til sig. 



Ældstemand ønsker sig en hund eller en slange. Så er det jo godt, at man har købt en bog med mange forskellige udformninger af et hæklet bogmærke. Jeg selv vil nok gerne have et får - bare fordi det er lidt uldent og fåret eller noget.


Og så er der jo en oldemorfirkant in progress af en pose små garnrester, som jeg har haft liggende i virkelig lang tid. Drømmen er et hyggetæppe, som min yngste søn mener, at han godt kan bruge. Det bliver dog et til og fra projekt, selv om det er absolut vanedannende at se de små garnrester forsvinde, efterhånden som man hækler rundt og rundt. 

Og så fandt jeg noget ragsock-garn i gemmerne, da jeg lagde det seneste indkøb på plads. Ældstemand vil gerne have sokker, og mon ikke det projekt sniger sig på pindene en af de nærmeste dage. Strikkepindene skal jo også holdes i form.