Viser opslag med etiketten Strik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Strik. Vis alle opslag

onsdag den 14. april 2021

Påskeægsstrik

Jeg har haft en dejlig påskeferie i selskab med min svigerfamilie i Søndervig. Vejret bød på lidt af hvert - både sol og sne. April er en sær størrelse - du ved aldrig helt, hvad du kan forvente. 

Vesterhavet ved Søndervig

Hverdagen er i gang igen med både hjemmeskole og arbejde (af og til på kontoret vel at mærke).

Mit påskeæg holder lidt længere end til påske - det går støt fremad, men der er stadig mange masker trods indtagninger på hver 2. pind. Jeg fornemmer dog, at pindene virker knap så lange, som de har været, og jeg har taget hul på det 3. fed garn ud af 4, og lige pludselig går det nok stærkt. 

Indtil videre ser det lovende ud, og jeg glæder mig til at se det færdige resultat.

Færø sjal fra Garna - påskeægget :-)

Og mens jeg strikker, kan man jo begynde at overveje, hvad det næste projekt skal være. Jeg tror, at det bliver noget til Mødrehjælpskassen, så jeg kan få nedbragt garnlageret en smule. Det har det med at vokse helt ubemærket, hvis jeg ikke har fokus på at få brugt noget af det. 

tirsdag den 16. marts 2021

Gang i symaskinen og en sød lille pingvin

Min hæklegruppe var samlet forleden aften online, og det kom der denne lille pingvin ud af. Det er en nøgleholder, hvor du kan "trække" nøglerne ind i. Opskriften findes her.

Er den ikke sød?

Og så har jeg haft gang i symaskinen og er kommet så langt, som jeg kan med Clemence nederdelen fra Tilly & the Buttons. Jeg skal have sat en usynlig lynlås i, og der skal en speciel trykfod til. Den er på vej med posten sammen med stof til joggingbukser til drengene. 

Jeg har valgt sommerfarver til min nederdel, så den kan bruges her i foråret og hen over sommeren. Jeg er meget spændt på, hvordan den kommer til at passe, da den er syet efter mål... Men indtil videre ser det fornuftigt ud. Den er med lommer, hvilket jeg har store forventninger til - jeg savner tit lommer i kjoler og nederdele, og her kan man faktisk ikke se, at de er der.

Stof klar til klipning

Rynkning + linning - lidt svært

Så langt så godt

Jeg strikker fortsat på mit sommersjal, og enden er nær. Der er kun lidt garn tilbage, og der er rigtig mange masker pr. pind, så 1 pind tager lidt tid. Nu skal jeg så blot beslutte mig for en afsluttende kant. Jeg tror, at det blot bliver 4 pinde ret for at holde det enkelt. 

Sommersjalet

Og som de siger i tegnefilmene: That's all folks. For nu i hvert fald :-).

fredag den 5. marts 2021

Forår og påskeæg

Så tænker du nok, at der er længe til Påske - jo, men man må vel godt være i god tid. Jeg har bestilt et af Garnas påskeæg til mig selv - et strikkekit til et smukt og stort færøsk sjal. Det var en skøn pakke at modtage i en tid, hvor det hele godt kan blive lidt trist, når man går i den samme trummerum uden alt for meget afveksling.

Garna påskeæg

Og så er symaskinen ankommet, og den er blevet afprøvet på et par småreparationer. Nu studeres der symønstre mv., så jeg kan komme i gang med et lidt større projekt. Måske en kjole til mig selv eller joggingbukser til drengene. Jeg har ikke helt besluttet mig endnu.

Den nye symaskine

Jeg nyder det dejlige solskin og forårets komme. Jeg er dog lidt coronatræt som de fleste andre. Det tærer lidt på overskuddet, men jeg håber og tror på, at det bliver godt igen. Det må bare meget gerne være snart.


mandag den 22. februar 2021

Vinterferie med masser af hygge

Vinterferien er netop forbi, og vi har bl.a. været på bjergbestigning på Duedal Bjerg og fejret en masse fødselsdage. 

Duedal Bjerg

Og så har vi i den grad været i køkkenet i løbet af ferien. Vi har lavet "sure bånd", skumfiduser og citruskarameller. 

Skumfiduser

Sure bånd

Jeg har lavet rundstykker, som blev ret vellykkede første gang. Anden gang var jeg for utålmodig - de skulle have haft et par minutter mere, så de blev ordentligt sprøde. 

Hjemmebagte rundstykker

Jeg har syet hårbånd, da lokkerne bliver lidt lange, og de kommer ind i ørerne. Der måtte gøres noget, for hvem ved, hvornår det er muligt at komme forbi frisøren igen. 

Undertråd med eget liv

Men ak - symaskinen syede noget træls, og hvad gør man så efter diverse forsøg med smøring og stramning her og der uden nævneværdigt resultat? Man køber da en ny. Nu venter jeg blot på, at den ankommer - forhåbentlig i denne uge.

Commodore huen

Og ja, så strikker jeg også - ældstemand havde ønsket sig en Commodore hue. Som sagt så gjort. Nu er der ønske et sæt tilhørende vanter, hvis der altså er garn nok. Lige pludselig er der masser af projekter i kø.


tirsdag den 9. februar 2021

Os' mig - os' mig

Når nu jeg har strikket et sæt med hue og handsker til yngstebarnet, så måtte jeg også have noget nyt selv. 


Huen til mig selv er færdig, og vanterne er der næsten. Hvis der ellers er ro på i aften, så er de af pindene på et øjeblik.

Huen er strikket efter Fiftyfabulous' opskrift, og vanterne er Viggas fra Garnudsalg. Begge er hurtige at strikke og gode til at få brugt restegarn fra andre projekter. Elsker varianterne af Viggas Vanter - det er bestemt ikke sidste gang, at jeg strikker dem.

Vejret indbyder jo til masser af uldtøj, så man ikke fryser. Jeg kan godt lide det klare frostvejr og sneen, der lyser det hele lidt op. Det hjælper på humøret.

tirsdag den 2. februar 2021

Må man godt ønske sig noget strikket...

... spørger min yngste søn med dådyrøjne og det hele en dag. 

Johh, siger jeg. Hvad kunne du godt tænke dig? 

Et par fingervanter.

Det kunne jeg naturligvis ikke stå for. Lige pludselig er han jo teenager, og så er mors hjemmestrik måske slet ikke sagen. 

Jeg tog fluks knægten med op til garnlageret, så der kunne blive udvalgt garn. Jeg fik meget specifikke instrukser på farveforløbet, og det kom der de her ud af. 

Oscars fingervanter

Der er også til en hue. Jeg har dog fået slået lidt for lidt masker op, så der må trevles op og prøves igen med flere masker, så han kan passe den.

Travlheden på jobbet sniger sig ind på mig igen. Det er kun godt, at der er noget at rive i, for så går tiden bedre, når man har nogle interessante opgaver. 

Yngstemand kan se frem til at komme i skole på mandag, mens ældstemand må blive hjemme lidt endnu. Vi tager det en dag ad gangen og glæder os over, at det går den rigtige vej.

tirsdag den 19. januar 2021

Tandlægebesøg og små glæder

Hen over julen har jeg haft ondt i tænderne on/off, og i sidste uge kapitulerede jeg og ringede til tandlægen. De, der kender mig, ved, at jeg ikke bryder mig om at skulle til tandlæge. Men det blev bare ikke bedre, og jeg var nok mere bekymret for, at det skulle blive værre og værre. 

Det var godt, jeg kom af sted - jeg havde revner i 2 tænder, som skulle fikses. Jeg skal derind igen på fredag, og så bliver det forhåbentlig bedre derfra. Det bliver lidt dyrt - det er der bare ikke noget at gøre ved - det skal jo ordnes. 

Når det så er sagt, så har der også været masser af lyspunkter. I weekenden fik drengene kælket og kælket - så meget, at der blev slidt hul i yngstemands bobslæde. Jagten på en ny er sat ind, for tænk nu hvis der kom sne igen. 

Kælkebakken

Vi fandt også vores første geocache ved Gødvad Kirke - det var supersjovt og hyggeligt.

Gødvad Kirke

Efter kælketuren lørdag fik vi bagt chokoladecookies, og så var det tid til te, cookies og strikketøj foran "pejsen". Det var tiltrængt, da vi var blevet noget afkølede.

Tetid

Søndag tog drengene på kælkebakken igen, og jeg nød et par timer helt for mig selv. Det får man ikke meget af i disse tider, så det var yderst værdsat. Te, strikketøj og lydbog blev kørt i stilling. Ikke dårligt.


Og nu er det vist tid til en strikkestund i selskab med ældstesøn. Yngstesøn og mand er ude at blive luftet.


tirsdag den 12. januar 2021

Kludetæppe og et mærkeligt 2020

Det er længe siden, at jeg har fået skrevet her på bloggen. Man kan vel sige, at jeg blev overhalet af livet.

2020 blev ikke verdens bedste år - Corona satte en stopper for mangt og meget. Jeg var dog så heldig, at jeg i juni måned kunne fejre min 40-års fødselsdag (som jo var i december 2019) på Corona-venlig vis med telt i haven, helstegt pattegris, musik og skønne gæster. Det var nok årets højdepunkt. 

Mig 40,5 år

Corona fortsætter med at sætte dagsordenen her i 2021, og som så mange andre er vi her i familien ved at være trætte, og vi keder os lidt. Dog forsøger vi i kommende weekend med geocaching, som ældstemand synes kunne være spændende. Vi håber, at det er en succes, når nu andre aktiviteter er begrænsede. 

Når det så er sagt, så er der jo lige pludselig masser af tid til at nørkle, løbe og hygge herhjemme. Der bliver bagt en masse, og jeg har en surdej - Sofus. Vi får rugbrød, brød, boller og også lidt kage. Hjemmearbejde giver god fleksibilitet til at ordne lidt af husarbejdet, når man trænger til en pause - vasketøj, tømning/fyldning af opvaskemaskine osv., så når man har fri, så skal man ikke rigtig noget af alt det kedelige. 

Jeg får hørt en masse lydbøger, for så kan der strikkes og nørkles samtidig. Genial opfindelse. Jeg løber 3 gange om ugen, såfremt vejret tillader. 

Man sætter større pris på de små ting - solskin, snevejr, et uopfordret kram, en god samtale osv. 

Drengene er hjemme fra skole nu, men allerede nu er det der hjemmeskole ikke så skidefantastisk - de savner kammeraterne og hyggen mellem timerne, selv om der er langt bedre styr på det nu end i foråret.

Både manden og jeg har rimelig travlt på arbejde - måske manden mere end mig. Mit arbejdsliv har endnu engang slået en kolbøtte - i august, hvor jeg blev "beriget" med en blindtarmsbetændelse og var sygemeldt, blev jeg orienteret om en større organisationsændring på mit job, så jeg lige pludselig havde ny chef og nyt job pr. 1/9. 

Så det er jo ikke fordi der ikke sker noget - der sker bare mindre.

Lige pt. nørkler jeg på et kludetæppe - har så mange rester i strømpegarn og lignende, så jeg har fundet  mig en lille posefuld, som jeg er begyndt at strikke af. Jeg tror, at det bliver til noget med forskellige teknikker, men alt i ret. Jeg er startet med dominostrik 3x3 firkanter med en kant omkring, hvor der samles masker op hele vejen rundt om firkanten med udtagninger i hjørnerne, mens der strikkes rundt i ret og vrang, så det bliver til retstrik at se på. Bliver spændende at se, hvordan det tager sig ud, når jeg når lidt længere.

mandag den 18. februar 2019

Jeg strikker - tiden flyver

De sidste uger har været supertravle. Fødselsdage, arbejde, sygdom, kobberbryllup og en hel masse andet har lagt beslag på tiden, som jo ikke står stille. Det gør strikkepindene heller ikke -  heldigvis. Ellers er jeg bange for, at det kommer til at gå ud over mit mentale helbred :-).

En rigtig pigesweater er på pindene, og mon ikke den bliver god i det tidlige forår. Det satser jeg på. 

Påskegenser fra Klompelompe
Det er også blevet til et par lune bukser til yngsteniecen, og så er der indkøbt en god sæk garn til dette års projekter. Jeg kan dog ikke udelukke, at der kan blive indkøbt yderligere, og garn må man ikke gå ned på :-).


Kan næsten ikke vente med at komme i gang med næste projekt - det bliver så godt :-D.



tirsdag den 8. januar 2019

Vekselstrik

Før i tiden var jeg yderst monogam, når jeg strikkede - et projekt ad gangen. Det har dog ændret sig, og nu er det næsten helt forkert kun at have gang i et projekt.

Derfor måtte jeg jo have mig et lille projekt at skifte med, og vupti så var der et par babysokker på pindene. Det er et godt lille projekt til mindre garnrester, og så ryger de i kassen til Mødrehjælpen.

Trekantbukserne ligger dog ikke helt stille. Første ben er godt på vej, og det går fremad. Jeg er dog lidt spændt på, om de bliver for varme til niecen - jeg satser på heftigt frostvejr inden længe.


I morgen står den på hækling med 2 skønne kvinder, og der kommer jeg nok til at sætte gang i et projekt mere :-).

tirsdag den 1. januar 2019

Velkommen 2019

Efter en dejlig nytårsaften sammen med min lille familie tager jeg nu hul på 2019. Og årets første dag på disse kanter har været noget blæsende, så strikketøj og en god kop te har været godt i dag. 

Jeg har fået dejlige strikkebøger med masser af inspiration til jul, og nummer 2 opskrift fra den nye Klompelompe bog er på pindene - et par bukser til min niece. 



Første opskrift var en hue til manden min, som havde undladt at fortælle mig, at den hue, som jeg havde strikket til ham for længe siden, måske ikke lige sad i skabet. Og så skulle han da have en ny, og han har da haft den på nogen gange, siden den røg af pindene. 

Og så er der også en barselsgave undervejs, men den er hemmelig lidt endnu :-). 

fredag den 28. september 2018

Perlegrus og huestrik

Jeg strikker løs på min Perlegrus, og det går fremad. Dog er den ikke egnet som bilstrik eller tag-med-strik, så jeg har også en hue til yngstemand på pindene. 





Efteråret er her, og bladene på træerne får de smukkeste gule, brune og orange farver. Og så er det strikketid, læsetid, høsttid, havetid, tetid - find selv på flere. Jeg tror, jeg napper lidt strikketid og hyggetid denne fredag aften. God weekend derude :-).

mandag den 27. august 2018

Så kan vinteren bare komme an

Jeg er blevet færdig med Alva, og nu glæder jeg mig bare til at få den taget i brug. Måske allerede nu, hvor aftnerne er lidt kølige, hvor den kan bruges som overtøj, hvis det ellers er tørvejr. 

Bada bum tchi (reference til Phineas og Ferb, hvis nogen skulle være i tvivl ;-))


 

 

Med fare for at lyde selvfed, så er jeg vældig godt tilfreds med resultatet. Den er lang, lækker og dejlig varm, lige som jeg havde håbet. Og hvis du skulle få lyst til en Alva, kan du finde opskriften her.

Næste projekt er på pindene, en Perlehøne fra Geilsk, som du kan få som kit med garn und alles, og så er den på tilbud pt. Jeg kommer ikke til at kede mig :-).

fredag den 3. august 2018

Sikke en sommer...

Mage til fantastisk sommer skal man da lede længe efter. Dog ville lidt vand gøre underværker, men vi kan jo ikke få det hele. 

Når det så er sagt - jeg er ikke ret god til den der varme, og det er ikke superforeneligt med større strikkeprojekter. 

Derfor må man jo kaste sig over noget mindre. Babystrik og en hæklet uglenøglering kan det lige blive til. Nøgleringen er allerede i brug - ældstemand ville da godt lige have sådan en, og yngstemand har bestilt en i blå - coming up.



Min lange uldcardigan fra Önling ligger i dvale, men mon ikke at jeg får gang i den igen, når temperaturen daler lidt.

tirsdag den 12. juni 2018

Det travle liv

Mit travle liv og de udfordringer der følger med fylder en hel del for tiden, og derfor er mit cybervirke blevet noget forsømt. Her er dog en kort opdatering. Der nørkles, men de seneste ugers varme har sat tempoet noget ned. 

Min yngste niece har fået sig en "Annas sommercardigan" fra PetiteKnit strikket i Drops Cotton Merino. 



Det er også blevet til en lille sommertaske med blomsterflor indeni og en selvgjort knap til at lukke med. 


Nu hvor temperaturen er dalet lidt igen, strikker jeg løs på en lang cardigan i 100% uld. Det går stille og roligt fremad, mens vi tæller ned til sommerferie.

søndag den 25. marts 2018

Påskeferie = nørkletid

Påskeferien er godt i gang, og så er det jo heldigt, at jeg har været på garnshoppetur med Mutti. Det blev til noget af en sækfuld - der er garn til veste og futter til drengene, 1 cardigan og 1 sweater til mig selv. Derudover lidt forskelligt strømpegarn og bomuldsgarn til henholdsvis sokker og klude. 

Jeg er godt i gang med yngstesøns vest efter lidt startvanskeligheder. Garnet er tykkere end foreskrevet i opskriften, så første forsøg blev noget for stort. Men så må man sno sig - slå op til str. 4 år på en større pind, som passer bedre til garnet og brug mål fra str. 12 år - det spiller.

Vest og te øverst, latte og en hue til niecen
Der er visse fordele ved at have købt lidt tykkere garn til vesten - det går pænt hurtigt. Ryggen er færdig, og højre forstykke mangler godt 1/3. Me like :-). 

Påskeferien skal nydes MAX, da der venter et nyt projekt på job efter ferien, og deadline er kort, så der bliver knald på. God påske derude :-).

lørdag den 24. februar 2018

Strikkeplaner og kludestrik

Jeg er i gang med at beslutte, hvilket garn jeg skal have købt på dette års tur i Grønhøj Garn. Skal bare lige have aftalt en dag med Mutti. Indtil videre skal der købes båndgarn til hækling, uldgarn til nye veste til drengene og 1 lang cardigan til mig selv. 

Imens jeg bladrer opskrifter og bøger igennem, strikker jeg på en klud.


Samtidig er jeg omgivet af min virusramte familie, og det er slemt imponerende, at jeg endnu ikke har symptomer på ondt i halsen, snot eller andre ubehageligheder. Krydser fingre for, at jeg går fri, selv om det ikke er videre sandsynligt...

onsdag den 21. februar 2018

Vesterhavsferie og små nørklerier

Vinterferien blev tilbragt i Søndervig med svigerfamilien med 300 m til Vesterhavet. Skønt at være tæt på vandet.


Dog var ond virus kommet med på ferie, så mand og børn var noget ramt en overgang. Heldigvis var der fred og ro til at komme sig.

Der blev også nørklet lidt, og dette sæt til en virkelig skøn kvinde blev færdigt i går. Det skal lige vaskes, og så skal det en tur med posten.


Jeg hækler også lidt, da jeg ikke lige ved, hvad jeg skal kaste mig over. Drengene skal have nye veste, men det kræver garnindkøb, så lige nu nørkles der med garn fra lageret. Det gør vel heller ikke noget at få det nedbragt lidt, for så kan jeg tillade mig at købe mere nyt :-).

mandag den 29. januar 2018

Ferieplanlægning og 1 pind eller 5

Vi er ved at planlægge sommerferie, og turen går forhåbentlig til Sydfrankrig, hvis vi ellers får det hele til at hænge sammen.

Og hvem siger, at det ikke kan kombineres med sokkestrik?


Og så er jeg i mål med min tunika, Margarite (opskrift fra Filcolana) - den ligger på stativet og tørrer, så I får lige et par næsten færdig-billeder.


Og nu tilbage til sokkestrik og Provences fortræffeligheder.